fbpx

Jeg har selv været sygemeldt med stress. Jeg har mærket alle symptomerne på egen krop og oplevet, at kroppen sagde fra. Den kunne ikke længere være med til den livsførelse der blev levet. Jeg har selv været dér, hvor alt var fuldstændig uoverskueligt og hvor angsten for ikke at blive ”normal” igen fyldte i mit hoved.
Jeg oplevede at få mit første angstanfald. Jeg magtede ikke at indgå i sociale relationer, og havde svært ved at være der for min lille pige. Det nemmeste var at ligge i en seng for mig selv.
Jeg vil fortælle dig min historie. En historie om min egen sygemelding med stress, om min egen stressbehandling og hvordan jeg til sidst fandt måder at tackle stressen på.
Historien kender ikke mange til. Den har stort set været hemmeligholdt overfor familie og venner. For jeg følte, at det var pinligt at fortælle. Det var flovt og mest af alt et kæmpe personligt nederlag at gå ned med stress.
Tårerne løber ned af mine kinder imens jeg skriver denne sårbare fortælling. Alle følelserne vælter op i mig, og den ensomhed jeg følte da jeg var stresset blusser op igen. Jeg følte mig alene. Alene med alle følelserne. Jeg følte ikke, at andre kunne forstå hvor dårligt jeg havde det. Måske fordi jeg ikke helt på daværende tidspunkt selv vidste det? Jeg sagde det ikke højt – hverken til mig selv eller andre. Jeg var den første i min omgangskreds, som gik ned med stress.

Jeg var 29 år. Jeg var lige kommet på arbejdsmarkedet, lige købt vores første hus og jeg var blevet mor 1,5 år forinden.
Siden starten på min universitetsuddannelse i 2010 har jeg været ret bevidst om hvad jeg gerne ville rent jobmæssigt.

Jeg har læst Idræt og sundhed på Syddansk Universitet, der er et 5 års fuldtidsstudie inklusiv et halvt års studie på et universitet i Los Angeles, USA.

I løbet af de første 3 år på idrætsstudiet valgte jeg også at uddanne mig til psykoterapeut. En privat uddannelse, der primært foregik i weekenderne. At være studerende på to uddannelser samtidigt krævede også sin kvinde. 
Jeg havde en drøm om at arbejde i sportens verden som mentaltræner. Jeg ville hjælpe elitesportsudøvere med at opbygge den mentale styrke, der kræves for at stå med gulmedaljen om halsen. Derfor gav det god mening for mig at kombinere idrætsstudiet med en ”mental” uddannelse som psykoterapeut. 
Alt var planlagt og tilrettelagt så min drøm kunne gå i opfyldelse en dag. Det var bare om at tage de nødvendige skridt på vejen mod min drøm. 

Jeg færdiggjorde idrætsstudiet på bedste vis, og mit speciale blev udarbejdet i samarbejde med Team Danmark, hvor jeg fik lov til at komme helt tæt på nogle af Danmarks absolutte topatleter.
Jeg var glad, stolt, naiv og fuld af energi. Min plan var lykkes. Jeg var nu klar til drømmejobbet som mentaltræner, for med en psykoterapeutuddannelse og titlen som Cand. scient. i Idræt og sundhed fra Syddansk Universitet.. ja, så var det da bare lige at skrive nogle jobansøgninger og så var det bare et spørgsmål om tid før drømmejobbet som mentaltræner var mit.
Men, men, men. Så nemt blev det ikke. Jeg kom efter endt studie på dagpenge og søgte det éne mentaltræner-job efter det andet. Ofte hørte jeg ikke noget fra de respektive arbejdsgivere, og hvis jeg gjorde var det noget i stil med: ”Kære Simone! Tak for din ansøgning til jobbet som xxx. Det er dog besat til anden side”. Jeg blev stille og roligt mere og mere desperat, og jeg ansøgte alle jobs, der var bare en smule relevante. Jeg søgte sågar job på Grønland, for jeg var villig til at flytte alle steder hen for at få et job inden for idrættens verden.

”Hej Simone. Jeg ringer for at sige, at du har fået jobbet”, lød en stemme. Jeg SKREG – som i vitterligt skreg på åben gade: ”FUUUUCK, hvor vildt! Er det virkelig rigtigt!?”

Det var mentalt hårdt for mig ikke at få et job, men i stedet at være på dagpenge. Den utænkelige tanke, at jeg måske ikke ville få mit drømmejob var ikke til at holde ud. Jeg havde jo kæmpet i SÅ mange år og tilrettelagt mit liv efter det i noget, som føltes som en evighed.

Efter 5 måneder og over 50 jobansøgninger senere blev jeg gravid. Det var fantastisk, og det var uden tvivl et kærlighedsbarn, der var på vej. Jeg var SÅ glad, men jeg vidste også, at jeg nu ikke ville få et job med en voksende bule på maven. Søgningen efter drømmejobbet blev sat på pause og jeg hengav mig fuldt ud til rollen som mor. Og så endda til det smukkeste lille væsen, jeg nogensinde havde mødt. Gad vide om andre nybagte mødre også har det sådan?

Fire måneder før min barsel sluttede, begyndte jeg igen at rette fokus på jobsøgningen. Jeg biksede med ansøgninger, når den lille sov, og jeg var klar til at starte, så snart min barsel sluttede. Igen hørte jeg ingenting. Det føltes som at løbe panden mod muren endnu engang.

En dag søgte jeg en stilling som psykoterapeut i et stort forsikringsselskab. Jeg hørte – som så mange gange før – ikke noget i flere uger. En dag tikkede der en mail ind i min indbakke. Jeg blev kaldt til samtale, hvis jeg havde tid og lyst. Tid og lyst? Hell yeah! Jeg var helt oppe at flyve, dansede rundt, og kunne slet ikke være i min krop af glæde. Det var den første samtale jeg skulle til efter SÅ mange ansøgninger.

Godt nok ikke som mentaltræner i sportens verden, men i et forsikringsselskab. Jeg gik ind til det med åbent sind og var igennem forskellige test, der havde til formål at sikre, at jeg nu også var lige præcis den profil, de ledte efter. En eftermiddag, da jeg gik rundt med barnevogn, inde i Odenses gågade, blev jeg ringet op. ”Hej Simone. Jeg ringer for at sige, at du har fået jobbet”, lød en stemme. Jeg SKREG – som i vitterligt skreg på åben gade: ”FUUUUCK, hvor vildt! Er det virkelig rigtigt!?”

Følelsen af, at nogle kunne bruge mig og mine kompetencer. Hold da k***, hvor var det vidunderligt.

Første arbejdsdag var på min sidste barselsdag, så det var helt perfekt. Jeg blev ansat som psykoterapeut i et stort forsikringsselskab. Jeg fik pludselig en fast, god løn, god pensionsordning, god frokostordning, motion i arbejdstiden, skønne kollegaer og et job kun 5 kilometer fra min bopæl. Det kunne nærmest ikke være bedre, tænkte jeg. I hvert fald ikke på papiret.

Men efter kun én måned i jobbet kunne jeg mærke en utilfredshed. Det var ikke rigtig godt. Altså jobbet. Det var selvfølgelig ikke drømmejobbet, men på papiret var det jo godt.

På meget kort tid føltes det, som om jeg blev revet ind i det famøse hamsterhjul. Arbejde 8-16, hente barn, handle ind, lave mad, putte barn, ordne vasketøj, rydde op og i morgen blev det hele gentaget igen. Weekenden var proppet op med aftaler, fødselsdage, sammenkomster osv. Jeg fik følelsen af konstant at halse efter med dertilhørende dårlig samvittighed over ikke at have tid til venner og famille, have (nok) tid og overskud til mit barn og være en god og nærværende kæreste. Jeg følte, at jeg var bagud hele tiden, og at jeg var tvunget ud i den ene brandslukning efter den anden.

En dag midt i juni måned – efter 10 måneder i et job og et liv, der ikke var tilfredsstillende – blev jeg hjemsendt fra arbejde på grund af stress. På dette tidspunkt udviste jeg ikke symptomer på stress. Jeg tænkte slet ikke, at jeg var på kanten til en sygemelding eller at jeg på nogen måde var i risiko for at have stress. Det kom som et chok. Selvfølgelig havde jeg haft travlt, men ikke mere travlt end så mange gange før, tænkte jeg.

Det, der fik bægeret til at flyde over, var en telefonsamtale med en kunde. Det var umiddelbart en samtale som mange før. Han var sygemeldt med stress og havde været det i flere måneder. Han var stadig meget påvirket af stressen. Han fortalte sin historie og jeg coachede ham det bedste jeg havde lært. 20 minutter senere, da samtalen var slut, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg lå henover mit skrivebord og græd. Jeg kunne slet ikke stoppe igen. Mandens ord og fortællinger var en fuldstændig genfortælling af mit eget liv. Han beskrev og satte ord på de følelser, jeg selv havde gået med i så lang tid.

Med andre ord beskrev manden mit liv og min virkelighed. Qua mit job som psykoterapeut hjalp jeg alle andre med at håndtere deres stress, men jeg glemte den vigtigste: Mig selv. Jeg hjalp ikke mig selv, og jeg havde ikke øje for mig selv og de udfordringer jeg stille og roligt havde bygget så uoverskueligt høje.

Mit liv blev væltet omkuld. Der kom en tsunami væltende indover mig og alt skulle fra den dag bygges op igen.

Ballonen sprang, og jeg brugte de efterfølgende mange dage på bare at græde, ligge på sofaen og kigge ind i en væg. Pludselig mærkede jeg alle mine symptomer. Jeg følte ikke, jeg kunne trække vejret rigtigt, og slet ikke dybt ned i maven. Min vejrtrækning foregik i halsen. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Jeg mærkede uro i maven. Jeg kunne ikke handle ind i et supermarked, og jeg kunne slet, slet ikke indgå i sociale relationer. Dét var nok det sværeste af det hele: sociale relationer og andre mennesker.

En dag får jeg et angstanfald på vej til noget festivitas i den nærmeste familie. Jeg cykler med min datter bag på og som et lyn fra en klar himmel, midt på cykelstien, panikker jeg totalt. Jeg stopper cyklen, får febrilsk hevet min cykelhjelm af, græder voldsomt og har følelsen af ikke at kunne trække vejret. Jeg aner ikke, hvad der foregår, og det næste jeg husker er, at jeg sidder i grøftekanten med min kæreste og datter ved min side.

Op til denne episode har jeg haft det dårligt i lang tid. Men jeg vælger alligevel IKKE at melde afbud til arrangementet ”bare” fordi jeg er stress-sygemeldt. Det var samme mønster, som havde fået mig sygemeldt: Jeg tog mig ikke af mig selv.

Efter nogle dage beslutter jeg mig for, at jeg har brug for professionel hjælp. Jeg ville jo gerne ”på benene” igen, men samtidig kunne jeg også mærke et behov for at blive klogere på mig selv omkring de bagvedliggende årsager til denne stress-sygemelding og hvordan jeg i fremtiden kunne forebygge en lignende situation.

Jeg kom i stressbehandling ved en virkelig rar og kompetent stresscoach. Jeg endte med kun at have 5 samtaler med hende, men de havde alligevel en enorm positiv effekt. Jeg blev bevidst om alle mine stresssymptomer og jeg fandt kernen i min stress; mit daværende arbejdsliv.

 

Det var ikke fordi, jeg havde for mange opgaver som kan virke som den typiske årsag til stress. Derimod var det fordi jeg ikke følte mig tilfreds i mit job. Indholdsmæssigt, det vil sige de konkrete, daglige arbejdsopgaver, var simpelthen ikke dét, jeg havde drømt om.

At vi menneskers forventninger ikke stemmer overens med virkeligheden kan være en stor stressfaktor. Sammen med min stresscoach lavede jeg en plan for, hvordan jeg kunne blive glad i mit arbejdsliv. Dette indebar, at jeg arbejdede intenst med at finde frem til mine indre livsværdier og vigtigst af alt; efterfølgende rent faktisk at efterleve dem. Jeg blev nødt til at øve mig på at sige ”nej”, stå op for mig selv og finde troen på, at jeg er god nok lige præcis som den jeg er.

I dag sidder jeg tilbage med evig taknemmelighed over at have fået så kompetent hjælp fra min stresscoach, og jeg har fået konkrete værktøjer, som jeg stadig bruger i dag.

Jeg har opsagt min trygge, velbetalte stilling med god frokostordning – og i stedet står den på rugbrødsmadder i min egen lille virksomhed, hvor jeg hjælper andre med at håndtere stress på en meningsfuld måde.

At have skabt min egen, lille virksomhed giver så meget mening for mig og mit arbejde foregår i højere grad i dag med et kæmpe smil på læben og medvind på cykelstien.